Som pårørende kan du opleve sorg, frustration, dårlig samvittighed, afmagt eller bekymring for fremtiden. Måske føler du, at du skal være den stærke, samtidig med at du selv har brug for støtte.

I terapien får du et trygt og fortroligt rum, hvor der er plads til dine egne oplevelser og følelser. Her behøver du ikke tage hensyn til andre eller være den, der har overskuddet.

• At håndtere sorg og tab undervejs i sygdomsforløbet
• At finde en balance mellem at være pårørende og passe på dig selv
• Skyld, frustration, vrede eller magtesløshed
• Bekymringer om fremtiden
• Ændringer i relationen til den, der har demens
• Grænser og forventninger til dig selv og andre
• Hvordan du kan bevare mening, nærvær og livskvalitet i dit eget liv

Det kan være svært at give sig selv lov til at søge støtte, når ens fokus naturligt er rettet mod den, der er syg. Men dine behov er også vigtige.

Terapi handler om at få hjælp til at stå i det, der er svært, og finde en måde at være i situationen på, som er bæredygtig for dig.

Samtalerne tager udgangspunkt i dig, din situation og det, du har brug for. Der er ikke én rigtig måde at reagere på som pårørende, og vi tager os tid til at undersøge, hvad der giver mening for dig.

Det kan være en stor følelsesmæssig belastning at være nærmeste pårørende til et menneske med demens. Samtidig med at man forsøger at støtte den, der er ramt af sygdommen, skal man ofte også forholde sig til et større ansvar i hverdagen.

Det kan være ansvar for praktiske opgaver, økonomi, kontakt til læger og myndigheder, koordinering af hjælp og omsorg – og samtidig forsøge at bevare relationen til den, man holder af.

Ansvarsfølelsen kan være stærk. Måske oplever du, at meget afhænger af dig, eller at det er svært at sige fra, fordi du føler, at du bør kunne klare det. Over tid kan det betyde, at dine egne behov bliver skubbet længere og længere i baggrunden.

Hvis man gennem længere tid er i en situation med stort ansvar og begrænset mulighed for at holde pauser, kan kroppen og psyken begynde at reagere. Nogle oplever tegn på udbrændthed eller overbelastning, for eksempel:

Det kan være svært selv at opdage, hvor belastet man er, fordi tilpasningen ofte sker gradvist. Man vænner sig måske til at klare lidt mere, tilsidesætte lidt mere og hvile lidt mindre.

At passe på dig selv er ikke at svigte den, du holder af. Det er også en måde at passe på relationen og på dig selv som menneske.

Når man er pårørende til et menneske med demens, kan sorgen begynde længe før et egentligt tab. Det kaldes ofte ventesorg eller forudgribende sorg.

Ventesorg kan opstå, når man mærker, at den person, man kender og holder af, gradvist forandrer sig. Måske bliver samtalerne anderledes, fælles interesser forsvinder, eller den rolle, man tidligere havde i relationen, ændrer sig. Man kan opleve at miste dele af relationen, samtidig med at ens nærmeste stadig er her.

Det kan være en meget sammensat sorg. Man kan både være taknemmelig for de gode stunder og samtidig sørge over det, der ikke længere er, eller det man frygter at miste.

Der findes ikke én rigtig måde at sørge på. For nogle er det vigtigt at kunne sætte ord på det, de allerede har mistet. For andre handler det mere om at finde en måde at være i relationen på, som den ser ud nu – og samtidig give plads til savnet efter det, der var.

I terapien kan der være plads til begge dele: kærligheden til den, du har, og sorgen over det, du langsomt er ved at miste.